Skovkarle er mænd, der har gjort en særlig indsats for orienteringsidrætten i Danmark.
De ca. 500 Skovkarle er organiseret i 9 klubber fordelt over hele landet. Til hver klub hører en gruppe orienteringsklubber, der danner rekrutteringsgrundlaget.
Klubbernes opgave er at fastholde fællesfølelsen og kammeratskabet mellem alle de optagne Skovkarle. Medlemskabet fortsætter ud over den aktive idrætskarriere. Klubberne løser opgaven ved at afholde ture og arrangementer, som regel ude i den natur, som er grundlaget for den idræt, det hele udspringer fra.
Den første danske skovkarleklub blev stiftet i Nordjylland i 1944 efter svensk forbillede. Siden er der stiftet disse Skovkarleklubber: Fyn 1949, Midtjylland 1950, Nordsjælland 1957, Stenstaden 1960, Storstrømmen 1961, Sydjylland 1966, Vestsjælland 1994 og Burgunderholm 2000.
Hver Skovkarleklub har et Skovråd, som varetager ledelsen af klubben. Skovkarleklubberne i Danmark har fælles sekretær, Landsskriveren, som koordinerer arbejdet mellem klubberne og kontakten til de øvrige nordiske Skovkarleklubber.
Optagelse i en klub kan kun ske efter indstilling fra andre Skovkarle.
Træets Bøn.
Du, som går forbi og måske tænker på at løfte din hånd imod mig, lyt, før du gør mig fortræd.
Jeg er varmen på arne de kolde vinternætter, din venlige skygge, der skærmer dig mod sommerens sol.
Jeg er din bjælke, der opholder dit hus, pladen på dit bord, den seng, hvori du ligger, den båd du bygger.
Jeg er skaftet på dit værktøj, døren for dit hjem, din vugges gænge, din kistefjæl.
Jeg er godhedens brød og skønhedens blomst.
Du som går forbi, lyt til min bøn.